Sunday, 6 December 2009

Forbind punkterne: Global opvarmning bommert

Oprindeligt udgivet af Signs of the Times Editors under titlen
Connecting the Dots: Global Warming Gaffe, Flukraine's Folly, Mossad Mendacity
SOTT Editors
SOTT.net
Thu, 03 Dec 2009 15:04 EST

[Dette er en delvis oversættelse, af siden og omhandler indtil videre kun den del, der har med global opvarmning at gøre, hvilket er den første del af artiklen. For yderligere information, herunder om Flukraines dårskab og Mossads løgnagtighed, henvises der til den engelske udgave.]


Den første globale revolution, en rapport fra Council of the Club of Rome (King, Schneider 1991):
”Nødvendigheden af fjender lader til at være en almindelig historisk faktor. Nogle nationer har bestræbt sig på at overkomme indenrigsk fiasko og interne modsigelser ved at skyde skylden på externe fjender. Tricket med at finde en syndebuk er ligeså gammel som menneskeheden selv – når tingene bliver for besværlige på hjemmefronten, så afled opmærksomheden til et eventyr i udlandet. Bring den splittede nation sammen til at konfrontere en fjende udefra, enten en rigtig en, eller blot en som er opfundet til formålet.” (p.71)

Menneskehedens fælles fjende er mennesket

I søgning efter en fælles fjende imod hvem vi kan samle os, kom vi frem med ideen at forurening, truslen om global opvarmning, vandmangel, hungersnød og lignende, ville passe til formålet. I deres helhed og deres interaktioner så konstituerer disse fænomener en fælles trussel, som alle samlet må konfrontere. Men ved at udpege disse trusler som fjenden, falder vi i den fælde, som vi allerede har advaret læserne om, nemlig at fejltage symptomer for årsager. Alle disse farer er forårsaget af menneskets intervention i naturlige processer, og det er kun ved ændring af holdninger og adfærd at disse kan overkommes. Den egentlige fjende er menneskeheden selv.” (p.75)


Imod strømmen – Et kritisk review foretaget af videnskabsmænd af hvordan Fysik og Astronomi bliver udført, W. Kundt, 2008:

Termen ’Gold effekten’ var opfundet af Raymond Lyttleton i [1981], efter en samtale med [ den østrigske astrofysiker Thomas Gold] hvori Gold havde forklaret hvordan blot en ukvalificeret tro fra tid til anden kan konverteres til at blive en generalt akcepteret videnskabelig teori – en dogma - ved hjælp af en indsats til screening af reviewede litteratur, af møder planlagt af videnskabelige organiserende kommitteer og gennem uddeling af midler, der kontrolleres af ’klub udtalelser.’


En ret best serveret kold



Med perfekt timing, lykkedes det for en at snige sig ind til en server fra East Anglia Universitetets klimaforsknings afdeling (Hadley CRU) – en højborg af videnskabsmænd som støtter teorien om den menneskeforårsagede globale opvarming – og stjæle tusinder af foldere og email udvekslinger, og udgive dem på internettet. Vi siger at det var perfekt timing fordi den 15. Konference for deltagerne af FNs struktur convention om klimaforandring (UNFCCC) finder sted i København fra den 7. til den 15. December. Hadley CRU’s data er en af de fire officielle kilder for globale temperatur data som var brugt af FN’s Intergovermentale panel for klimaforandring (IPCC). Som sådan bestod forfatterne af disse emails af en lille gruppe af nøglevidenskabsmænd, som har været meget indflydelserige i at fremdrive den globale opvarmings agenda i årevis.

Betydningen af disse emails er at de tyder på manipulation af data for at støtte deres afhandling; der er også private indrømmelser af at kloden ikke er under opvarmning som de ville forvente; ligesåvel som indikationer af gruppepres for at ekskludere fra debatten, skeptikere af global opvarmning. Der er også en stor del af animositet mod deres opponenter, men det er næppe overraskende for dem som har været vidne til hvordan mange individer indenfor de videnskabelige rækker, er mere drevet af deres ego end af deres samvittighed.

Måske den mest beskadende email er den som er skrevet af (nu tidligere) direktør for CRU, Phil Jones:
Jeg har netop færdiggjort Mikes Natur trick med at tilføje de rigtige temperaturer til hver serie fra de sidste 20 år (dvs. Fra 1981 og fremad) og fra 1961 for Keiths [series]for at skjule tilbagegangen. Mikes serie fik de årlige land og marine værdier, mens de andre to fik April – September for NH [Nordlige Halvklode] land N for 20N. De sidste to er rigtige for 1999, mens skønnet for 1999 for NH kombineret er +0.44C i relation til 61-90. Det Globale skøn for 1999 med data til og med Oktober er +0.35C sammenlignet med 0.57 for 1998.


Phil Jones påstod at ordet ’trick’ var brugt i ”dagligdags tale”, som i ”det var en smart ting at gøre” og at det er ”latterligt at foreslå at det refererer til noget fordækt. Bob Ward, direktør for politik og kommunikation ved Grantham forskningsinstitut for Klimaforandring og Miljøet hos London School of Economics, forsvarede Jones ved at argumentere at ”videnskabsmænd siger ’trick’ ikke blot i betydningen bedrag. De bruger det i betydningen som en smart måde at gøre noget på – en genvej kan være et trick.” Mens dette kan være teknisk korrekt, så forklarer det ikke hvorfor en videnskabsmand ville gøre brug af en ”smart genvej” for at skjule at temperaturerne er dalende.

En anden interessant email læses:
...Phil [Jones] og jeg har netop forelagt et akademisk papir hvori er brugt omkring et dusin NH [Nordlige Halvklode] dataer som passer denne kategori, og hvor mange af disse er tilgængelige næsten 2000 år tilbage – jeg tror at adoptionen af en tidsramme på 2000, istedet for den sædvanlige 1000, vil adressere et godt punkt som Peck tidligere lavede med hensyn til memoet, at det ville være rart at prøve at kunne ”begrænse” den formodede ”MWP” [Varme periode i Middelalderen], selv hvis vi ikke endnu har en rekonstrukeret gennemsnit for den halvklode så langt tilbage...


Hvad de her diskuterer er at forlænge dataerne 1000 år mere tilbage i tiden for at kunne ”begrænse” den varme periode i middelalderen. Ved at fremhæve at den varme periode i middelalderen, MWP, var begrænset til en vis tidsperiode og at denne kom efter en kølig periode, så kunne det forelægges som blot en ’blip’ i den større sammenhæng og dermed støtte deres sag, at de senere års opvarmning er unik. Men deres problem var at data fra den nordlige halvklode fra mellem 1000 år tilbage og op til 2000 år tilbage var meget få og dermed ikke så robuste som de sidste 1000 år. Så de prøvede ikke at ’skjule’ den varme periode i middelalderen som sådan, men ikke desto mindre nedspillede de dens betydning ved at sætte lid til et ’dusin’ data some repræsenterede globale temperaturer og som blot hændte at være koldere end den varme periode i middelalderen i de forudgående 1000 år. Sagen er blot, at det var de eneste data som var til rådighed for disse videnskabsmænd. Selvom om disse data havde temporal (tids serier) dækning, så manglede spatial dækning: 12 data set.

Følgende fra Kevin Trenberth (fra US Nationale center for Atmosfærisk forskning) er specielt interessant:
Fakta er at vi ikke kan redegøre for manglen på opvarmning for tiden og det er en travesti at vi ikke kan det. CERES dataerne som var udgivet i August BAMS 09 supplementet om 2008 viser at der skulle være endog mere opvarmning: men dataerne er helt sikkert forkerte. Vores observationssystem er utilstrækkelig.




Selvom dette ved første syn lader til at være bevis for endnu et “trick”, så kan Trenberth – som tidligere har skrevet artikler hvori han undrer sig over at kloden ikke varmer op som modellerne forudsagde – her blot give udtryk for en oprigtig bekymring. Han siger at data som kommer fra CERES satellitten (The Clouds and the Earth’s Radiant Energy System – CERES) peger på mere opvarmning, men at dette ikke måles af termometrene på jorden. (CERES er en del af EOS programmet (Earth Observation System) og er brugt til at ”udforske energiudvekslingerne mellem Solen; Jordens atmosfære, overflade og skyerne; og det ydre rum.”) Trenberth hævder at data målt af satelliten viser et globalt energi budget som skulle opvarme planeten mens det rent faktisk ikke er tilfældet. Han siger dernæst ”dataerne er helt sikkert forkerte” fordi de korrelerer ikke med det fakta, at jorden er under nedkøling, og derfor er observationssystemet – af satelliterne – ikke ”tilstrækkelige.”

Hvad der gør dette så interessant er at det viser hvordan en lille gruppe af eliteforskere, ansvarlige for nøgledata, såsom det som kommer fra en satellit – har magten til at gøre indflydelse på hvad data det bredere videnskabelige samfund modtager, og der er lille eller ingen oversyn til at garantere at deres data er korrekt. Faktisk, kan vi undre om ikke sådanne centrale dele af information ikke er udsat for bevidst manipulation af parter som er ligeglade med sandheden, når det er i konflikt med deres agenda. Noget som desvære meget let kan ske, fordi strukturen af det videnskabelige etablissement er lig en hvilken somhelst korporation eller militær etablissement: det er bureaukratisk, hierarkisk og hver forskningsfelt er kompartementaliseret, hvilket gør en ærlig og åben kommunikation mellem videnskabsmænd på tværs af forskningsfelter svær, hvis ikke non-eksisterende. Korporationsnaturen af moderne forskning har i sig selv kun forøget magten hos eliteforskere og bevirket forøget isolation iblandt ’lavere echelon’ videnskabsmænd ved at fremme idealer om konkurrence, mistro og at falde andre i ryggen:

At vælge mellem forskningsproblemer kan blive sammenlignet med en investeringsprocedure (Bourdieu 1975, 1988). Videnskabsmænd har en bestemt ”kapital” – viden, erfaring, tid og anstrengelse – som de kan investere på forskellige måder. En konservativ investeringsstrategi er at forfølge små, stepvise opfindelser, med en stor sandsynlighed for succes men med moderat afkast af investeringen. [...] En risikofyldt strategy er at forfølge en spekulativ ide: sandsynligheden for succes kan være lille, men afkastet, hvis ideen kommer til fuldkommenhed, kan være enorme.[...]

Dog kommer en anden investeringsberegning på banen, når det drejer sig om en anden persons ideer. For at eksaminere eller ligefrem fremme en anden persons udfordring af ortodoksien kræver betydelig tid og energi, og på trods deraf går størsteparten af afkastet til den anden person, hvis de er anerkendt som værende opfinderen. Hvis det er en lovende ide, er der fristelsen til at gribe anerkendelsen, for eksempel ved at kultivere den radikale ide og udgive denne i ortodokse journaler. Det er ikke forbavsende at mange opfindere er bange for at have deres ideer stjålet. (Challenging Dominant physics paradigms af J.M Campanario og B. Martin)


Der er nogle få andre interessante emails. For det meste fordi de viser hvor lille respekt disse videnskabsmænd har for deres kolleger, som ved at udtrykke deres lyst til at ”banke skidtet ud af” skeptikere, eller ved skadefro over døden af en af de første skeptikere af klimaforandring med kommentaren: ”På en underlig måde at dette jublende nyheder.” Uden tvivl er et quote fra Max Planck (1949, 33-34) stadig lige så relevant som aldrig før:
”En ny videnskabelig sandhed triumpherer ikke ved at overbevise dets modstandere og få dem til at se lyset, men nærmere fordi dets modstandere til sidst dør, og en ny generation vokser op som er bekendt med den.”

Eller som det eufemistisk er omskrevet, ”Videnskaben advancerer begravelse efter begravelse.”

Mens vi fortsætter med at gå henover de “hackede” emails, så finder vi i et andet eksempel, en af forskerne emaile journalen Climate Research for at fortælle dem ” Jeg vil ikke have noget mere at gøre med det indtil de skaffer sig af med den besværlige redaktør” som havde udgivet artikler som var skeptiske overfor global opvarmning. For flere af disse juveler, så besøg her (for et udvalg) eller her (for den fuldstændige liste [af emails]).


Den ovenfor beskrevne metode til at klemme afvigende videnskabsfolk ud af peer review processen viste sig at være meget effektiv takket være hovedsageligt begrebet om ”anonym peer review”, foreslæet af 'en eller anden' ved NSF eller det National Science Board:

I 1951 etablerede den amerikanske kongres National Science Foundation (NSF) for at give finansiel støtte til videnskabelig forskning efter anden verdenskrig. Snart derefter, var der en ved NSF eller National Science Board, som har ansvaret for at overse NSF, der fik en ide, en virkelig nedbrydende ide, implementeringen af hvilken ville lede til perversitet og korruption i amerikansk videnskab i årtier frem. Ideen var at ”reviewers”/(kritikere) af videnskabeligt begrundede ansøgninger til NSF for regeringens forskningsmidler skulle være anonyme. Kernen i ideen var, at anonymitet ville opmuntre til ærlighed i evalueringen, selv når de, der var kritikere, var konkurrenter eller kunne have personlige interesser. Således blev begrebet anonym peer review født. [...]


Gennem årtier har brugen af anonymitet indenfor NSF (National Science Foundation), NASA, og andre steder gradvist korrumperet amerikansk videnskab. Uetiske kritikere -sikre, kamuflerede , maskerede og skjulte bag anonymitet – laver alt for ofte usande og/ eller nedsættende for at eliminere deres professionelle konkurrenter. I vore dage, er det et gennemtrængende, korrupt system som opfordrer til og belønner de mørkeste elementer i den menneskelige natur. (Basic Cause of Current Corruption in American Science. Hemdon, J. Marvin, 2008)



Og således forekommer det, at videnskabens tilstand idag forfalder og venter på sin død, mens mange af de mennesker, som er ubekendte med de indre mekanismer i det videnskabelige samfund stadig fastholder den noget naive misforståelse at videnskaben er den sidste bastion for sandhed og objektivitet. Derfor vil vi gerne tilbyde vores læsere et lille kig ind i den videnskabelige forsknings historie ved at undersøge, "hvorledes videnskab virkeligt fungerer", og overveje, om der er nogle faktorer, der yder bidrag og som gjorde det muligt for kerneværdierne i videnskabelig forskning gradvist at blive korrumperet og brugt til at fremme politiske agendaer:

Det mest almindelige syn på hvorledes videnskab fungerer er at nye ideer bedømmes på grundlag af vidnesbyrd og logik: Hvis en ny ide forklarer flere data og skaffer en mere præcis overensstemmelse med eksperiment, så tæller det stærkt til dens fordel.

Karl Popper hævdede at videnskaben udviklede sig ved falsificering (Popper 1963). I hans optik, er det videnskabsfolks pligt at forsøge at modbevise teorier, ved at konfrontere dem med eksperimentel data og forkaste dem, hvis de ikke forklarer disse data. Teorier som ikke kan falsificeres er, ifølge Popper, ikke videnskabelige. Mange videnskabsfold tror på falsifikationisme.



Disse konventionelle synspunkter blev udfordret af Thomas Kuhn (1970). Kuhn hævdede at videnskabsfolk – og fysikere i særdeleshed, siden de fleste af hans historiske eksempler var fra fysikken – holder fast ved et paradigme, som er et sæt af antagelser og standardiserede fremgangsmåder på at foretage forskning. Hvis et eksperiment giver resultater i modstrid med teori, så i stedet for helt at forkaste teorien fuldstændigt, omfatter alternative reaktioner, at forkaste eksperimentet som utroværdigt og modificere teorien for at kunne forklare de nye resultater. (Chia 1998, Chinn and Brewer 1993).

Når uregelmæssigheder ophober sig, kan paradigmet indtræde i en tilstand af krise og være moden til forkastelse af et nyt paradigme. Denne process af videnskabelig revolution finder ikke sted alene i overensstemmelse med rationelle procedurer, men indvolvere sociale faktorer såsom trossystemer og politiske aftaler. [...]

I hvert fald, ideen om paradigmer giver en anden vinkel på problemet med nye ideer i videnskaben. Snarere end at blive behandlet i overensstemmelse med logik og vidnesbyrd, kan udfordrende ideer blive ignoreret og forkastet uden videre fordi de strider mod gængse modeller. Som følge bliver den logik og de vidnesbyrd, der blev brugt til at etablere paradigmet, behandlet som definitive og bliver uden spørgsmål foretrukket frem for en hvilken som helst ny logik eller nyt vidnesbyrd der bliver tilbudt som udfordring til paradigmet. Under perioder med "normal videnskab", opstår ideerne udviklet af videnskabsfolk fra den førende hovedretning fra gængse paradigmer: de tilføjer flere og flere stykker til standard problemer. Når det forholder sig således at paradigmet er kilden til ideer, er det ikke overraskende at udfordringer til paradigmet – den struktur som tillader videnskabsfolk fra hovedretningen at bidrage til videnskabens udvikling – sjældent hilses med åbne arme. Hvis en teori ikke anses for fysisk plausibel kan den forkastes selv om den laver vellykkede forudsigelser. (Challenging dominant physics paradigms. J.M. Campanario and B. Martin, 2004


For at vende tilbage til det forliggende emne, antyder vi ikke at videnskabsfolkene i klima-gate affæren alle konspirerer i den betydning, at de havde et hemmeligt møde og sagde "åh, lad os lave en konspiration!" Imidlertid er det klart, at denne gruppe mennesker, for de flestes vedkommende, har opført sig på visse måder, som de ved er uærligt på et fundamentalt plan. De bruger underbevidst udvælgelse og erstatning af præmisser og data for at retfærdiggøre deres teori i deres egne sind. Det er hovedsageligt en ubevidst proces, selv om det må være bevidst i visse henseender. Faktisk den kendsgerning, at den amerikanske palæontolog Michael Mann, som har en fremtrædende rolle i e-mailene, udtalte, at "uanset hvor håndplukkede" e-mailene er, er der "absolut intet i nogen af e-mailene, som bringer det dybe niveau af konsensus omkring klimaforandring i tvivl", siger mere end mange bind. For Mann, er det konsensus der tæller – ikke sandheden.

I 2007 beskrev Professor Richard Lindzen i Wall Street Journal det enorme press på videnskabsfolk for at stemme overens med den fabrikerede konsensus.

Videnskabsfolk som afviger fra alarmismen har oplevet at se deres forskningsbevillinger forsvinde, deres arbejde latterliggjort, og dem selv tilsvinede som industriens håndlangere, videnskabelige bestillingsarbejdere, og værre. Følgelig opnår løgne om klimaforandring troværdighed, selv når de flyver i ansigtet på den videnskab, der antagelig skulle være deres grundlag.

For at forstå de misforståelser der opretholdes omkring klimavidenskab og dette klima af intimidering, må man forstå nogle af de underliggende komplekse videnskabelige problemstillinger.
For det første lad os begynde der, hvor der er enighed. Offentligheden, pressen, og beslutningstagerne er gentagne gange blevet fortalt at tre påstande har udbredt videnskabelig støtte: Den globale temperatur er steget omkring en grad siden slutningen af det 19. århundrede; niveauerne af CO2 i atmosfæren er steget omkring 30 % over samme periode, og CO2 burde bidrage til fremtidig opvarmning. Disse påstande er sande. Imidlertid, hvad offentligheden er ude af stand til at forstår, forholder det sig sådan, at disse påstande hverken udgør støtte for alarm eller fastslår menneskets ansvar for den lille grad af opvarmning som der har fundet sted. I virkeligheden viser de, som laver disse overdrevne alarmerende påstande, faktisk skepsis over for den videnskab, som de siger støtter dem. Det er ikke blot, at alarmisterne proklamerer model resultater, som vi ved må være forkerte. Det er, at de proklamerer katastrofer, som ikke kunne finde sted selv om modellerne var rigtige til at refærdiggøre beslutninger for at undgå global opvarmning."




Med andre ord, folk som Mann eller Ben Santer – der i 1996 blev anklaget for at ændre kapitel 8 i 1995 IPCCs (Intergovernmental Panel on Climate Change )report om videnskaben bag klimaforandring ved at slette fraser, som antydede videnskabelig tvivl om menneskets indflydelser på klimaet, for at få rapporten til at stemme overens med IPCC Resumeet for Beslutningstagere – forrådte deres videnskabelige integritet – hvis de nogen sinde havde haft en – ved at holde sig til parti linien. De ved at dette vil holde dem velfinansierede og vil sikre deres arbejde og prestige, så det er meget lettere at ignorere ubekvemme kendsgerninger og acceptere Al Gores bekvemme sandhed. De har taget en beslutning om at støtte et bestemt verdenssyn som er blevet "vedtaget forud", og til helvede med data. Som små hjul i Konspirations Maskinen, er de afgjort en del af Konspirationen.

En konspirations strategi blev åbenlyst præsenteret af Maurice Strong, fadder til den globale miljø bevægelse, og en forhenværende senior rådgiver til Kofi Annan, generalsekretær i FN. I 1972 var Strong general sekretær for de Forenede Nationers Konference om det Menneskelige Miljø, som igangsatte verdens miljøbevægelse, og han har spillet en kritisk rolle i dens globalisering. I 1992 var Strong generalsekretær for verdenstopmødet i Rio de Janeiro, hvor på han foranledning grundlaget for Kyoto Protokollen blev lagt.

I et interview [med den Kanadiske journalist Daniel Wood], fremlagde Strong sin tankegang:

"Hvad hvis en lille gruppe af verdensledere skulle konkludere, at den største risiko for jorden kommer fra rige lande? Og hvis verden skal overleve, må disse rige lande undertegne en aftale, der reducerer deres indvirkning på miljøet. Vil de gøre det? Gruppens konklusion er "nej." De rige lande vil ikke gøre det. De vil ikke ændre sig. Så, for at redde planeten, beslutter gruppen. Er ikke det eneste håb for vores planet, at de industrialiserede nationer kollapser? Er det ikke vores ansvar at få det til at ske? Denne gruppe af verdens leder skaber et hemmeligt selskab for at skabe et økonomisk kollaps." (Canada West Magazine, 1990)


Det er altså åbenlyst at udvalgte få "top" videnskabsfolk synes at mangle noget i samvittigheds afdelingen og leder kampagnen for den "menneskeskabte globale opvarmning" og har gjort det i mindst 10 år. Disse få poneriserer (her omtrent: "fordærve moralskt" ellers se den danske side under linket!) i alt væsentligt mange af de mindre "geni" videnskabsfolk, men ikke alle på nogen måde. Det synes alt sammen at føre tilbage til, gennem adskillige grader af adskillelse, til den politiske elite (Al Gore, for eksempel), deres venner i høje poster, de pengerige bankdynastier i denne verden og industrierne. *Overvej Michel Chossudovskys kommentarer:

Ifølge en nylig rapport, "karbon markedet kan blive dobbelt så stort som det enorme oliemarked hvis den nye race af City, spillere som handler med drivhus gas emissioner gennem EUs emissionshandelsordning (eng: ETS: emission trading system)(link er ikke nævnt men vi kunne lægge den her ind: http://ec.europa.eu/environment/climat/emission/index_en.htm ) får deres vilje... Hastigheden i væksten vil afhænge af hvorvidt Københavns topmødet giver grønt lys for en lav-karbon økonomi, men Ager siger, at uanset hvad der sker vil ordninger så som ETS ekspandere omkring på kloden." (Terry Macalister: Carbon trading could be worth twice that of oil in next decade! The Guardian, 28 November 2009)

De store finansielle konglomerater, der er involveret i handlen med derivater (forklaring fra http://da.wikipedia.org/wiki/Derivat_(økonomi)06/12/2009: En derivat er et finansielt produkt konstrueret omkring et underliggende produkt.)
omfatter JP Morgan Chase, Bank America Merrill Lynch, Barclay's, Citi Bank, Nomura, Société Générale, Morgan Stanley and Goldman Sachs, som er aktivt indvolveret i karbon handlen. FACTBOX: Investment banks in carbon trading. Reuters, 14 September 2009.)


Men måske pengevinklen ikke er den vigtigste årsag bag elitens støtte til kampagnen for den menneskeskabte globale opvarmning. I sidste instans kan det være en strategi med den hensigt at "distrahere og besejre". For eksempel som distraktion fra jordens og de kosmiske forandringers virkelige natur. Nogle få eksempler fra denne måned strider mod den officielle forklaring om klimaforandring.

Ireland: County Clare lake shows ice age came quickly
Climatologists Baffled by Global Warming Time-Out
Enjoy the warmth while it lasts
Mini Ice Age Took Hold Of Europe In Just Months

Men der er meget mere at blive distraheret fra. Så glem alt om global opvarmning og blive ved med at læse...

Opdatering: Ligesom vi skal udgive, er der sket et par interessante og intimt forbundne udviklinger. Al Gore annoncerede at han ikke ville være til stede ved det komne topmøde i København, men hans nære fortrolige James Hansen, verden førende klima videnskabsmand og leder af Nasa Goddard Institute for Space Studies, erklærede i alt væsentligt, at han ønskede at se topmødet slå fejl.

[Hansen] sagde at enhver aftale, som det var sandsynligt kunne komme ud af forhandlingerne ville være så meget mangelfuld, at det ville være bedre at det ville være bedre at begynde forfra igen.

"Jeg ville hellere hvis det ikke skete at folk troede at det var det rigtige spor, fordi det ville være et katastrofe spor," sagde Hansen, som leder Nasa Goddard Institute for Space Studies i New York.

"Hele tilnærmelsen er så fundamental forkert at det ville være bedre at revurdere situationen. Hvis det blive en ny Kyoto type lignende sag, så vil [folk] bruge år på at finde ud af præcist hvad det betyder."


Det ser ud til, på trods af de førende mediers insisteren på det modsatte, at de lækkede e-mail skaber røre.

Vi må spørge på dette afgørende tidspunkt blot dage før den menneskeskabte globale opvarmnings forestilling løber af stablen i København: forholder det sig sådan, at de bestemmende bag scenen (eng: TPTB) med overlæg fik e-mailene lækket, vel vidende at de ville overleve "climategate"? Satser de nu på en fiasko, så en ny aftale kan skubbes igennem – når, håber de, - den hårde kritik dør ud?


Copyright © 1997-2009 Arkadiusz Jadczyk og Laura Knight-Jadczyk. Alle
rettigheder reserverede. "Cassiopaea, Cassiopaean, Cassiopaeans," er registerede varemærker af Arkadiusz Jadczyk og Laura Knight-Jadczyk.
Breve adresseret til Cassiopaea, Quantum Future School, Ark eller Laura, vil tilhøre Arkadiusz Jadczyk og Laura Knight-Jadczyk.
Genudgivelse eller gen-formidling af indholdet på dette screen eller nogen del af denne hjemmeside på nogen måde er strength forbudt uden forud skriftlig tilladelse."

2 comments:

  1. I kommentarerne til "Climagate: Har FN fusket med danske tal?" på
    http://ekstrabladet.dk/nationen/article1265886.ece er der en der har noget statistik fra Skandinavien.

    ReplyDelete
  2. Der er to artikler på engelsk som er tankevækkende:
    http://www.sott.net/articles/show/198778-Catastrophic-Global-Warming-Ecological-Brainwashing-and-World-Government
    og
    http://www.sott.net/articles/show/198763-Copenhagen-Climate-Change-Summit-The-World-is-COOLING-Not-Warming-Says-Scientist-Peter-Taylor-And-We-re-Not-Prepared

    ReplyDelete